Jeg vil bære en fakkel så blændende, at natten vil flygte foran mig

Jeg har ikke afsluttet Elden Ring. Men en dag har jeg.

Jeg er generelt ikke et konkurrencemenneske. Det giver mig en uro i kroppen, når andre mennesker bliver højtråbende og irriterede over ikke at vinde, smider med handskerne eller bliver bitre på deres modstandere.

Det eneste reelle sted, den føles findes i mig, er politik, og der er jeg vandt til at tabe konstant, selvom jeg stadig tror, at verden engang bliver bedre. Sådan er det at tillade sig at håbe. Politik er uden sammenligning med noget som helst den værste af alle hobbyer.

Det er det samme med videospil. Jeg spillede League of Legends med min bror, da jeg var yngre. Han kunne blive ved med at spille i timevis. Han så videoer og læste op for at optimere sin strategi. Jeg fik nok efter en time.

Når jeg løfter vægte, forsøger jeg aldrig at sammenligne mig med andre, så vidt som det nu lader sig gøre. Hvis nogen glemmer at tage skiverne af stangen på bænkpressen, er det selvsagt umuligt ikke at lægge mærke til, hvor meget mere end mig de løfter, men jeg har nok i at mine muskler værker dagen efter. Det er en sejr i sig selv.

Den sejr vil jeg gerne tale om. Den, som er over dig selv, og de udfordringer der er stillet op foran dig.

Sidste år udkom Elden Ring, FromSofts Games’ foreløbige magnum opus, en storslået kulmination på den tænderskærende, fjendtlige sværhedsgrad som studiet har forfinet i Bloodborne og Souls-serien. Det første, der sker, er, at du taber (medmindre du er svinedygtig, men langt de fleste af os er ikke afsindige speedrunners).

Du bliver ydmyget, tæsket ihjel og reduceret til blodige kødstrimler, mens du ynkeligt vifter med dit skjold og uvirksomt kløver luften med dit ubrugelige våben.

”Du er intet,” synes spillet at hvæse ad dig. ”Hvem er du at tro andet?”

Du kravler frem igen bagefter og går som i mudder gennem spilverden, som godt nok er åben, men aldrig barmhjertig. Til at begynde med.

I kontrast hertil er spil som Bethesdas rollespil (det er diskutabelt hvor meget ”rolle”, der er tilbage efterhånden).

Bethesda er i de sidste 20 år blevet kujoner på spillernes vegne. Et spil som Fallout 3 har levelscaling, hvilket vil sige, at hvor end spilleren går hen, vil alle udfordringer være tilpasset deres karakters level. Super mutants vil aldrig knuse dig mere end højest nødvendigt, du vil kun utroligt sjældent finde grej, der er over dit niveau.

Det virker som om, spillet falder på sine knæ og trygler dig om ikke at føle dig så udfordret, at du opgiver det.

”Alt dette er dit,” hvisker det ærbødigt. ”Du skal intet frygte.”

Måske er det for nogen, men det er ikke for mig. Jeg vil sejre, og min sejr skal være min egen.

Den findes i Elden Ring (eller i det hav af roguelikes som sadistisk griner dig op i ansigtet, mens de igen og igen piller dig ned og efterlader dig i sølet). Margit, The Fell Omen viser absolut ingen nåde. ”Vig bort,” hvisker spillet, mens giften fra dets slangebid tvinger dig til at tabe kampen for at holde dine øjne åbne.

”Gå et andet sted hen og bliver stærkere, før du kommer her. Hvis du kan.”

Det skal ingen hemmelighed være, at jeg ofte kæmper mod en depression, et mørke, som jeg, grundet de betingelser jeg har fået, må betragte som en formodentlig fast følgesvend, en grå dæmon på min skulder, som Lars Lilholt kalder det.

Når jeg ser Margit, ser jeg den dæmon. Et væsen, der vil knuse mig og ofte har held med det, binder mig til min seng og tvinger mig til at opbruge min energi på det basale: Arbejde, søvn, mad, hygiejne – hvis jeg overhovedet formår det.

Væk er muligheden og kræfter til at tage telefonen, når min moster ringer, passe på min kæreste, når hun er træt efter arbejde eller se mine venner. Hver aflysning af en aftale er et nederlag, hvert bad, jeg misser, er et tab, hvert næringsfattigt måltid et slag i ansigtet.

Men i Elden Ring vandt jeg til sidst over Margit. Jeg fandt lænkerne i grotten ved havet, jeg lærte mit sværd at kende, jeg forstod, hvordan man undgår hans slag og falder ham i ryggen. Hvor jeg før var den ydmygede, blev jeg sejrherren. Det var dæmonens blod, ikke mit, som farvede mudderet rødt. Jeg vandt.

Der er naturligvis fjender og dæmoner efter denne. En uendelig række. Der er hundredvis af teknikker at lære, jord at bide, nederlag at sluge. Jeg vil blive kastet i gruset utallige gange, så mange gange, at jeg ikke husker hvor mange.

Men hver gang vil jeg forsøge at rejse mig og fortsætte, indtil mørket er væk, om ikke andet end for en stund.

Jeg har ikke afsluttet Elden Ring endnu. Jeg tror ikke, det vil ske i den nærmeste fremtid. Men engang vil jeg. Og så vil jeg stå tilbage, og under mig ville lægge et hav af dæmoner, tusinder, titusinder, hundredetusind dæmoner, et ocean af pestilenser og mørke, og over dem vil jeg bære en fakkel så brændende og blændende, at natten vil flygte foran mig.

I hvert fald et stykke tid.